Julie Mikkelsen fortæller om panik- og dødsangst, hvilke udfordringer hun har mødt på sin vej, og hvilke redskaber hun på daglig basis bruger til at holde angsten i skak.
Af Benjamin Bøllehuus
På Svendborg station står 24-årige Julie Mikkelsen og knuger sin telefon. Det famøse IC4-tog holder foran hende og venter på, at hun stiger ombord. Folk stiger af, folk stiger på. Det virker så let, men i Julie finder en indre konflikt sted. Tankemylderet raser. Hun finder nummeret på sin søster frem og skriver en simpel sms. ”Jeg stiger på toget nu.” Sikkerhedsnettet er spændt.
Julie Mikkelsen lider af panikangst. En tilstand, hvor man pludseligt kan få anfald med intens smerte og enormt ubehag. Trykken for brystet, åndenød, rysten, svedeture og kvalme er de mest hyppige symptomer. Hvad der præcist udløser anfaldet varierer fra person til person. Det er en sjælden tilstand, og blot 1% af befolkningen rammes af panikangst.[1] Behandling foregår primært gennem kognitiv terapi dvs. samtalebehandling eller med antidepressiv medicin. Primært handler det om at identificere, hvad der forårsager anfaldene og forsøge at få kontrol over dem i håbet om at mindske dem.
For Julie er sms’en til sin søster en af de måder, hun kan kontrollere angsten på. Bliver angsten for overvældende i løbet af togturen, kan hun altid ringe til søsteren og snakke om alverdens ting. Selv tror hun, at hendes panikangst bunder i en traumatiserende oplevelse fra barnsben. Som spædbørn lå hende og søsteren side om side, men en aften kastede hendes søster op udover hende. Det er, hvad der sker med spædbørn, og der blev ikke tænkt synderligt over det, men det har højst sandsynligt været en medvirkende faktor til, at Julie i dag er panisk angst for at skulle kaste op.
”Hvorfor kan du ikke bare se på toget som et transportmiddel, der skal transportere dig fra A til B?”
Sådan lyder det fra Julies kæreste, da hun beder ham følge hende til togstationen samt hente hende efterfølgende på trods af, at de blot bor to minutters gang fra stationen. Frustrationen bluser op i Julie. Hans reaktion er et tydeligt eksempel på en af de største udfordringer, hun møder i sin dagligdag: Manglende forståelse fra omverdenen. Det manifesterer sig i skænderier med kæresten. Samtidig er hun også godt klar over, at det er svært for andre at forstå. For hende er det vigtigste dog, at man giver det et forsøg. ”Det er okay ikke at forstå, men der er forskel på at forstå det og acceptere det og ikke forstå det og ikke ville acceptere det.” Det er dog blevet bedre med tiden, og hendes kæreste har nået et fornuftigt middelpunkt. Han forstår det ikke, men accepterer det.
Efter at have kæmpet med panikangsten gennem gymnasietiden og det første år af sin videregående uddannelse har Julie nu relativ kontrol over sine angstanfald. Men det psykologiske er ikke færdigt med at spille hende et pus – nu melder dødsangsten sin ankomst i hendes sind. Som en del af hans uddannelse er hendes kæreste begyndt at sejle i længere perioder ad gangen, og det resulterer i meget alene tid for Julie. I modsætning til panikangsten, der oftest melder sin ankomst i selskab med andre mennesker, holder dødsangsten hende med selskab i de sene aftentimer. Det kan være frygten for at få en blodprop eller kræft. Men mest handler det om at være alene. ”Jeg er bange for, at der sker noget når jeg er alene, for hvem skal så redde mig, hvis jeg får en blodprop?”
Sidder Julie alene en aften, kan hun mærke angsten snige sig ind på hende. Hun mærker en trykken for brystet og i ryggen og får svedeture. Søvnen er ikke hendes ven i disse tider. På trods af en træt krop arbejder hjernen på højtryk, og hun vågner ofte med et spjæt. Til tider kan det jages væk ved at holde sig beskæftiget. Hun er begyndt at hækle, og hun har konstant fjernsynet kørende eller en podcast i ørene, men det er ikke altid, det er nok. ”På grund af tankemylderet inde i mit hoved er der aldrig en aften, hvor jeg ikke falder i søvn til baggrundsstøj.” Når kæresten vender hjem fra sine sejlture, fungerer han som hendes åndelige anker, hvor hun kan søge ro. Så bliver hverdagen betydeligt lettere.
En livsstil
Julie har både prøvet at gå til psykolog samt taget medicin. For hende er ulemperne ved sidstnævnte tydelige. ”Jeg synes, at det er en midlertidig løsning. Det lægger en dæmper på symptomerne, og når du så er færdig med pillerne, har du problemet igen.” For Julie er det i højere grad et spørgsmål om at tilpasse sin livsstil til angsten og passe på sin krop. Det handler om at spise sundt, røre sig jævnligt og vigtigst af alt at være positiv i sine tanker. I alt hvad man foretager sig. Husk at sætte pris på alt det gode ved livet og ikke tage det for givet.
Det har hun lært hos sin seneste psykolog, som også har tvunget hende til at konfrontere sin angst i langt højere grad end tidligere blandt andet ved at tage offentlig transport oftere. Julie vil nemlig gerne se fremad og finde løsninger på, hvordan hun skal håndtere sin angst, og det har hendes psykolog hjulpet hende med. På trods af tydelige bedringer er hun dog også godt klar over, at det er en daglig kamp. Hun sammenligner det med at træne. Muskelmassen skal konstant trænes og holdes ved lige, hvis man vil forblive stærk, ligeså vel som ens psyke skal det, hvis man vil jage angsten på porten. ”Det er en lang proces, og jeg er ikke i mål endnu, men jeg har fuldstændig mod på at nå derhen.”
[1] https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/psyke/sygdomme/angsttilstande/panikangst-symptomer-og-tegn/