Kirsten Kjærgaard finder en umiddelbar ro ved skoven, samt en evne til at være nærværende i samtalen.

Af Benjamin Bøllehuus

Langs Slangestien i Riis Skov kan man mærke efterårets komme. Langsomt bliver sommerens tunge, fugtige sommervarme erstattet af en klar og frisk vind. I den stille formiddagsbrise daler efterårsbladene sagte mod jorden, og fuglenes kvidren fylder øregangene. For neden af den stejle skrænt cykler folk afsted til deres daglige gøremål, flankeret af den nyligt anlagte Letbane-strækning mod Grenå. På vandet sejler to kajakker forbi med kurs mod den historiske badeanstalt, Den Permanente. I horisonten mod syd kan man se den industrielle havn med den karakteristiske blå kran. Tættere mod land ligger nybyggerområdet Århus ø: ”Little Manhattan”, som forretningsfolk promoverer det. Dette syn kan beskues fra en af mange bænke, placeret med jævne mellemrum i træbevoksningen. På netop en af disse bænke sidder Kirsten Kjærgaard og betragter udsigten.

”Skoven giver mig en ro fra det hektiske liv, de mange bekymringer og stress, jeg sidder i til daglig.”

Kirsten Kjærgaard arbejder som sundhedsplejerske, og hendes hverdag er, ligesom så mange andre danskeres, enormt travl. I skoven kan hun dog finde et sjæleligt ånderum, hvor hun kan få lov til at puste ud og trække vejret ind, i lige netop det tempo, hun finder passende. Hun sidder på Slangestien i Riis Skov, en af de mest befærdede stier, skoven har at byde på. Udover at være velbefærdet, har den også en del monumenter at byde. Monumenter, som Kirsten Kjærgaard ikke kender til, men det gør tidligere skovfoged Helge Daus.

En historisk sti

Helge Daus er pensioneret og bor skiftevis i Sverige og Beder. I 2010 udgav han bogen ”Riis Skov”, hvori han detaljeret beskriver historien om skoven og dens mange monumenter. Historierne og erfaringerne har han gjort sig i løbet af et langt arbejdsliv, hvor han blandt andet var skovfoged i Riis Skov fra 1974-2004.

Kirsten Kjærgaard er ikke bekendt med denne bog, men det skal ikke stoppe hende fra at nyde skovens pragt. Hun nyder ikke altid skoven alene, men går gerne en tur med en veninde. I skoven finder hun en umiddelbar ro i sin tankegang, og hun føler sig mere nærværende i samtalen.

Som Kirsten Kjærgaard og hendes veninde kommer gående, vil de nemt kunne misse et par monumenter på Slangestien. Blandt andet en mellemstor sten, som ikke ser ud af meget, men dens signifikans er større end som så. Den afbilleder nemlig d. 2. oktober 1951, hvor en meteor slog ned i Århus. Inden de når den naturlige afrunding ind i skoven, vil de også støde på Dronningestenen, der i 1912 blev rejst til minde om Dronning Margrete 1.’s skelsætning af Riis Skov 500 år forinden. Som Helge Daus beskriver det i sin bog, kan sådanne små anekdoter jo være krydderi til en hyggelig gåtur.

Den naturlige samtale

Kirsten skuer ud over vandet. Til tider kan det være essentielt for hende at være alene i skoven. Så kan hun afstresse, og komme rigtigt ind i sig selv. Men hvis hun skal ses med en veninde, er skoven førstevalget.

 ”Jeg tror, den vigtige samtale er den, der kommer naturligt frem.”

Efter hendes overbevisning bliver der skabt et fortroligt rum, ved at man ikke skal kigge på hinanden konstant. Samtidig skal hun ikke anstrenge sin hjerne med at formulere næste sætning. Vigtigst af alt slapper tankerne fuldstændig af og giver plads til den naturlige, flydende samtale. Det er her, Kirsten Kjærgaard finder værdien i samtalen.

Anslag: 3446
Korrektur: Jeppe Schropp